6. møde. Tirsdag den 6. april, 2010 19.30:
Aud B, 3. sal, Øster Voldgade 10, København K
Seniorprojektleder Henrik Skovgaard, COWI

Landskab og natur i forandring med Grøn Vækst

Grøn Vækst er regeringens vision om at skabe en ny grøn vækstøkonomi, hvor et højt niveau af miljø-, natur- og klimabeskyttelse sikres samtidig med vækstmuligheder for landbruget. Et væsentligt grundlag for planen er Danmarks forpligtelser i forhold til EU´s vandrammedirektiv og habitatdirektiv, der skal sikre en god økologisk tilstand i vand og gunstig bevaringsstatus for naturtyper og arter. Mål og indsats er fastlagt af Miljøministeriet og udmøntes indenfor rammerne i Grøn Vækst i de kommende vand- og naturplaner, der er i offentlig høring i 2010. Udgangspunktet for foredraget er den indsats med tilhørende virkemidler, som skal gennemføres på baggrund af vand- og naturplanerne samt øvrige tiltag i Grøn Vækst, der får indflydelse på landskab og natur i Danmark. Der er lagt op til betydelige investeringer i etablering af vådområder, udlægning af dyrkningsfrie områder langs vandløb, pleje af lysåben natur, skovrejsning, ny natur m.m. men også nye produktionstiltag i landbruget, der kan sikre økonomisk vækst og bidrage til mindre udledning af klimagasser. Spørgsmålet er om Grøn Vækst kan forene hensyn til både natur, landskab og landbrug og om planen er tilstrækkelig nyskabende.
 



developed by Olander Consulting | © 2007-2009