Kyst, menneske og miljø i Nordøstgrønland
En arkæologisk-geografisk undersøgelse af mennesket og dets omgivelser igennem 4.500 år på Clavering Ø og Wollaston Forland.

 

Protektor HKH Kronprins Frederik

 

Ekspeditionen udsendes d. 21. juli 2003 - 20. august 2003
Projektet er et samarbejde mellem Grønlands nationalmuseum og Arkiv, SILA - Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning, Det Kongelige Danske Geografiske Selskab og Geografisk Institut, Københavns Universitet.

Dets målsætning er en dyberegående, diakron (2400 BC - 1800 AD) belysning af eskimoisk bosætning, levevilkår, miljø og miljøforandringer i et afgrænset østgrønlandsk kystlandskab.

Projektet indledes med et pilotprojekt i sommeren 2003, hvis resultater vil danne baggrund for formuleringen af et 2-3 årigt tværfagligt arkæologisk-geografisk forskningsprojekt i det centrale Nord-østgrønland.
Initiativet bygger på de erfaringer, der blev opbygget gennem projektpartnernes samarbejde om det tilsvarende projekt "Midgaard 2001" i Frigg Fjord, Peary Land, Nordgrønland.



Indledning
De eskimoiske fangstsamfund har gennem årtusinder sat sig blivende spor i landskabet i form af bopladser, møddinger, grave, fangstanlæg og varder osv. Kombinationerne af disse anlægsformer og deres geografiske fordeling i forhold til ressourceområderne giver væsentlige oplysninger om de skiftende kulturers livsformer.

Den foranderlige grønlandske natur har til alle tider være en medbestemmende faktor for de menne-skelige udfoldelsesmuligheder, men handling og udvikling skabes i et samspil mellem de naturgiv-ne og de menneskeskabte omgivelser og mennesket selv. Ved at koble arkæologiske, historiske og naturvidenskabelige data er det muligt at analysere og belyse skiftende kulturers anvendelse af og tilpasning til et specifikt arktisk landskab, for dette projekts vedkommende kystlandskabet omkring de store fjorde i det centrale Nordøstgrønland.



Det aktuelle kendskab til de forskellige kulturers fremtrædelsesformer nord og syd for projektområdet vil gøre det muligt at vurdere de enkelte kulturers evne til og form for tilpasning under vandringerne langs Østkysten.


Strategi
Der indledes med et forprojekt i august 2003, hvorefter de indsamlede data anvendes til at definere fokuspunkterne i den efterfølgende 2-årige indsats. De overordnede temaer for forprojekt og projekt dækkes af begreberne
 

• Bosætningsformer og ressourcer.
   
• Landskaber og polynier
   
• Fra urørt landskab til kulturlandskab
   
• Geografiske informationssystemer i arkæologisk forskning

De to førstnævnte temaer vil være i indbyrdes dialog; det tredje tema vil være et produkt af de na-turvidenskabelige og arkæologiske data, mens det sidste vil være et middel til at fastholde, differentiere og analysere alle typer data.


Status
Arkiver og magasiner på nationalmuseerne i Grønland og Danmark indeholder et vist materiale til belysning af situationen i den neoeskimoiske bosætningsperiode (Thule-kulturen) i projektområdet, hvorimod palæoeskimoerne stort set er ukendte (se Bilag 1 nedenfor).

Der er ca. 40 lokaliteter med eskimoisk bosætning, hvoraf fem på Clavering Ø rummer spor efter palæoeskimoisk aktivitet: 2 lokaliteter ved Eskimovig, Dødemandsbugten, Kap Mary og Revet.

Eftersom palæoeskimoernes ruiner og redskabsformer først erkendes op gennem 1950’erne, hvor rekognosceringerne i projektområdet standsede, er det åbenlyst, at der må være meget mere end de fem pladser på Clavering Ø. Med undtagelse af Revet er alle øvrige fund gjort i neoeskimoisk sam-menhæng, dvs. at palæoeskimoiske anlægs- og bopladsformer fortsat er helt ukendte i området.

Mængden og karakteren af de neoeskimoiske bopladser viser, at der er to områder der i særlig grad har tiltrukket mennesker både vinter og sommer:
 

• nordøstspidsen af Wollaston Forland, Sabine Ø og Hvalros Ø
   
• sydøstspidsen af Clavering Ø med Dødemandsbugten til og med Eskimonæs.
   

De mange bopladser med vinterhuse er oftest knyttet til lokaliteter med åbne strømhuller i isen om vinteren: polynier eller polynielignende forhold (Glob 1946:35). Johnson (1933:19) anfører, at Hvalros Ø har så mange teltringe, at det kan have været et sommersamlingssted for beboerne i hele regionen.
 

Bopladserne er kystnære og afspejler, at bosætningsformen er traditionel og at rekognosceringerne aldrig dækkede indlandet. Der er næppe heller grund til at dække indlandet, hvor der maksimalt kan være lidt varder, nogle kødgrave, enkelte skydeskjul og shelters eller midlertidige lejrpladser i indlandet, langs elve eller ved søer med ørred.
 

Knoglemateriale på bopladserne angives som hovedregel til at være sæl samt lidt hval. Derudover anføres der tilstedeværelse af mange narhvaler, mens hvalros kun nævnes sporadisk. Hvalrostand nævnes da heller ikke fra bopladserne.


Projektets undersøgelsesområde
Undersøgelsesområdet rummer vigtige forhold, der gør det oplagt og spændende at foretage en kombineret arkæologisk-geografisk undersøgelse.
 

1. der er en lang række klimadata og økologiske data fra forskningsstationen Zackenberg. De vedrører primært nutiden og leverer et detaljeret indblik i den nutidige situations dynamik og variabilitet med hensyn til klima og ressourcegrundlag og interaktionen herimellem. Denne indsigt koblet med de resultater der foreligger fra studier af områdets Holocæne klimaarkiver bl.a. geomorfologien og søsedimenterne kan åbenlyst have stor betydning for tolkningen af menneskets tilstedeværelse og livsbetingelser i tidligere tider.
    
2. der er et stort polynie mellem Shannon og Sabine Ø/Lille Pendulum. Polynier kendt for at tiltrække befolkningsgrupper i forhistorisk tid. Den største palæoeskimoiske bosætning er på Kap Skt. Jacques (Ile de France), der ligger ud til et polynie.
    
3. der er en velundersøgt stamme af hvalrosser på Sandø i udmundingen af Young Sund. Hvalrossen er kendt som er væsentligt jagtdyr i Independence II og Thule-kulturen.
    
4. fangstmandsberetninger dokumenterer tilstedeværelse af sæl, ræve og moskusokser. De mange neoeskimoiske udgravninger viser, at rensdyret blev jaget og at hvalfangst fandt sted. De traditionelle og basale ressourcer for et liv i forhistorisk tid er således til stede.
    
5. der er et rigt og varieret neoeskimoisk materiale i form af anlægsformer (vinterhuse, teltringe, grave, umiak- og kajakstøtter, legehuse etc).
    
6. landskab og ressourcer danner et potentielt rigt palæoeskimoisk område.
    
7. de gode bevaringsforhold på mange neoeskimoiske pladser giver håb om, at det samme kan være tilfældet for de palæoeskimoiske pladser. De sydligste palæoeskimoiske pladser med bevaret organisk materiale ligger på Holm Land omkr. 80°N.
   
   
    

Projektets objekter
Midlerne til at opnå resultater, der kan lægge fundamentet for en mere uddybende udforskning af de udvalgte arkæologiske-geografiske problemstillinger, sker gennem indsamling af data, der
 

1. belyser kystlinjernes og -landskabets udformning og aflejringer, kystlandskabets mulige udsagn om åbentvands- og isforhold samt de dominerende vindes retning og styrke gennem de seneste 4.500 år. Forhold af afgørende betydning for menneskets adgang til ressourcer.
    
2. belyser kystlandskabets og ressourcernes betydning for strategien for valget af bopladser i hver af de pt. 3 kendte forhistoriske kultur-perioder.
    
3. belyser boligernes udformning og bopladsernes interne struktur i hver af de 3 perioder
    
4. belyser de råstoffer, der er brugt ved udfærdigelsen af genstandmateriale og ved boligens byggematerialer. Specielt vil vi være opmærksomme på det lithiske råstofmateriale fra de palæoeskimoiske perioder samt Thule-kulturens brug af skifer.
    
5. belyser kronologien: indsamling af dateringsmateriale fra bopladserne i kombination med datering af landhævningssekvenser og lignende.
   
    

Den arkæologiske og geografiske undersøgelses- og indsamlingsmetode i forprojektet vil primært bestå i beskrivelser, dokumentation af morfologi og niveauer, indsamling af råstofmateriale og enkelte oldsager, indsamling af sedimenter til datering og tolkning af kystlandskabets udvikling, ligesom der vil blive foretaget mindre prøvegravninger.

 

Pilotprojekt 2003: Wollaston Forland
Det arkæologiske hold består af to arkæologer. Museumsinspektør Claus Andreasen har særlig indsigt i de fortidige anlægsformer og bopladsstrukturer gennem flere års arbejde i Nordøstgrønland. Ph.d.-stipendiat Mikkel Sørensen, SILA, har særlig indsigt i palæoeskimoiske redskabsmaterialer og redskabsteknologi.
 

Det naturvidenskabelige hold består af geografer med arktisk speciale herunder kystgeograferne Lektor Niels Nielsen, Stationmanager Morten Rasch og Ph.d.- stipendiat Henrik Sulsbrück Møller og Institutleder Bjarne Holm Jakobsen. I forprojektet i 2003 deltager Bjarne holm Jakobsen, Henrik Sulsbrück Møller og Morten Rasch.

 

De to hold følges ad i 2 gummibåde således, at der kan arbejdes med den holdkombination, der er faglig mest givtig den pågældende dag. Under sejladsen besøges alle relevante lokaliteter. Landgangs- og lejrsteder vælges ud fra rent arkæologiske kriterier, ud fra rent naturvidenskabelige ønsker og ud fra kombinationer af disse.

 

Undersøgelsesområde
Det formodes, at de bedste muligheder for både at opnå individuelle og fælles resultater ligger i den nordlige del af undersøgelsesområdet omkring Pendulum Ø, Sabine Ø og nordøsthjørnet af Wol-laston Forland. Derfor vil starten på feltarbejdet være en udflyvning fra Zackenberg/Daneborg med gummibådene til området, som gennemarbejdes, hvorefter holdene arbejder sig ned langs kysten med kurs mod Daneborg/Zackenberg.
 

Den samlede kystlinje (= sejlads-strækning) er ca. 250 km. for én båd rundt i området og retur til Daneborg. Hvis slutstedet er Zackenberg bliver strækningen ca. 275 km.

 

Såfremt det skulle vise sig umuligt at arbejde i det nordlige område, er der valgt et alternativt område på Clavering Ø, fra Kap Mary via Dødemandsbugten til Eskimonæs og videre til Finsch Øer.
 

Område- og ruteplanlægning vil afhænge af eksisterende logistik samt den aktuelle issituation.

 

 

BILAG 1

 

Summarisk historisk oversigt
1823 en lille gruppe Inuit møder kaptajn Clavering på Clavering Ø i 1823. De var det første, sidste og eneste kendte møde mellem europæere og inuit i Nordøstgrønland (Clavering 1830). Efter denne periode er der ikke konstateret eskimoisk tilstedeværelse i området fra Ammassalik via Nordgrønland til Etah, nord for Qaanaaq.
 

1870 medlemmer af Den 2. Tyske Nordpols-Ekspedition konstaterede rester af eskimoisk bosætning på Shannon, Sabine Ø og Clavering Ø (Koldewey 1874).
 

1899 Amdrup (1909) iagttog bosætningsspor på Sabine Ø og ved Kap Borlase Warren (Thalbitzer 1909).
 

1899 Nathorst besøgte Pendulum Ø, Hvalros Ø og Sabine Ø (Nathorst 1900).
 

1907 medlemmer af Danmark-Ekspeditionen undersøgte det sydligste område for ekspeditionens virke: sydkysten af Shannon, hvor de fandt én vinterhus-gruppe (Thostrup 1917).
 

1926 The Cambridge East Greenland Expedition registrerede mange nye pladser og indsamlede en del arkæologisk materiale i området. Johnson's ruinbeskrivelser er omfattende og dæk-ker nordøsthjørnet af Wollaston Forland med øerne, Kap Borlase Warren samt østkysten af Clavering Ø og Finsch øer (Johnson 1933; Mathiassen 1929).
 

1930 Bird fulgte dette op med fokus på Tellplatte/Kap David Gray på Shannon og Eskimovig på sydspidsen af Clavering Ø (Bird 1931). Det udgravede materiale omfatter ca. 1.000 genstande plus ca. 800 stykker flint (Kap David Gray og to lokaliteter ved Eskimovig), hvor nogle givetvis er af palæoeskimoisk oprindelse (Bird 1931:409, 413-414).
 

1930- i dette 10-år summede området af fangstmandsaktivitet. Nordmanden Søren Richter, der levede i området fra 1929-31, leverede en omfattende beskrivelse af en række af neoeskimoiske pladser (Richter 1934). En anden nordmand, John Gjæver, fandt palæoeskimoiske red-skaber ved fangststationen Revet (Solberg 1932).
 

1932 arkæologen Helge Larsen foretog udgravninger i Dødemandsbugten på den sydøstlige side af Clavering Ø, der er den største neoeskimoiske boplads i Nordøstgrønland (Larsen 1934). Under udgravningen dukkede enkelte palæoeskimoiske redskaber op, der efter den tids opfattelse dog indgik i Thule-kulturen.
 

1946 Glob publicerede en kort, men omfattende oversigt over kendte eskimoiske bopladser i Nordøstgrønland (Glob 1946).
 

1948 Meldgaard og Bandi arbejdede på Clavering Ø. De fandt palæoeskimoiske levn på Kap Mary (Bandi & Meldgaard 1952:66 & Pl. VI:10) og på Dødemandsbugten (Bandi & Meldgaard 1952: House 25 A/B; Plate 1).
 

1949 Eigil Knuth gjorde sine sydligste fund fra den ældste palæoeskimoiske periode, Independence I, ved fangsthytten Zackenberg i Young Sund (Knuth 1954).

 

Herefter foreligger der kun spredte oplysninger fra videnskabelige og sportslige ekspeditioner (bl.a.
 

Andersen 1984; David 1992; Woolmore 2001).

 

I midten af 1950'erne blev Grønlands forhistorie forlænget bagud i tid med to palæoeskimoiske perioder (i Nord- og Nordøstgrønland: Independence I og Independence II) og i det øvrige Grønland Saqqaq og Tidlig Dorset. Grønlands forhistorie afsluttes med Thule-kulturen (Neoeskimoerne) fra ca. 1200 AD og frem.

 

Siden 1950'erne er der sket en betydelig udvikling i forståelsen af de eskimoiske kulturer i Nord-østgrønland baseret på arkæologiske feltarbejder i området fra Dove Bugt til Nordgrønland (Andre-asen 1996, Andreasen & Elling 1990, 1992, Knuth 1952, 1954, 1967, 1984), og i de sydligere områder omkring Scoresby Sund (Tuborg & Sandell 1999).

 

Nord for projekt-området findes levn fra alle tre eskimoiske perioder i Nordøstgrønland: Indepen-dence I (ca. 2400 - 2000/1800 BC), Independence II (800-200 BC) og Thule (1300-1820'erne). Den palæoeskimoiske fase Sen Dorset (1000-1300 AD) er ukendt.
 

I Scoresby Sund kendes palæoeskimoiske levn fra den ældste periode (Saqqaq eller Independence I), fra den yngre fase (Tidlig Dorset eller Independence II) samt mange levn fra Thule-kulturen.

 

Wollaston Forland og Clavering Ø og videre ned til Jameson Land har ikke været besøgt siden 1950'erne. De foreliggende oplysninger viser, at der er palæoeskimoisk tilstedeværelse på min. 5 lokaliteter på Shannon samt, at der er en righoldig neoeskimoisk tilstedeværelse dokumenteret gennem udgravninger og boplads-beskrivelser.
 

Mange beskrivelser tyder desuden på, at der flere steder er lokaliteter med mulighed for gode beva-ringsforhold for organisk materiale. Dermed er en række forudsætninger for et vellykket arkæologisk projekt til stede.

 

Litteratur (udvalgt)
 

Andersen, John (1984): Kajakekspedition 1984. Station Nord - Scoresbysund. Report at Greenland National Museum & Archives.
 

Andreasen, Claus (1996): A Survey of Paleoeskimo Sites in Northern Eastgreenland. In: The Paleo-Eskimo Cultures of Greenland - New Perspectives in Greenlandic Archaeology. Edited by Bjarne Grønnow. Danish Polar Center Publications No. 1 /1996. Copenhagen 1996.
 

Andreasen, Claus og Henrik Elling (1990): Biologisk-arkæologisk kortlægning af Grønlands østkyst mellem 75°N og 79°30'N. Del 5:
Arkæologisk kortlægning mellem Germania Land (76°30'N) og Lambert Land (79°30'N), sommeren 1989. Grønlands Hjemmestyre, Miljø - og Naturforvaltning. Teknisk Rapport nr. 18 - juni 1990. Nuuk
 

1992 Biologisk-arkæologisk kortlægning af Grønlands østkyst mellem 75°N og 79°30'N. Del 7: Arkæologisk kortlægning mellem Germania Land (76°30'N) og Lambert Land (79°30'N), sommeren 1990. Grønlands Hjemmestyre, Miljø - og Naturforvaltning. Teknisk Rapport nr. 25 - januar 1992. Nuuk
 

Amdrup, G. (1909): The former Eskimo Settlements on the East Coast of Greenland. Mddr Grønland 28. Copen-hagen
 

Bandi, H-G., & Jørgen Meldgaard (1952): Archaeological Investigations on Clavering Island, Northeast Greenland. Mddr Grønland 126(4), Copenhagen
 

Bird, Junius (1931): The Bartlett East Greenland Expedition. Geographical Review, Vol. XXI. American Geo-graphical Society of New York, July 1931
 

David, Robert G. (1992): British North East Greenland Project. Clavering Island Expedition 1992. Archaeological and Botanical Report. Report at Greenland National Museum & Archives.
 

1995 A survey of Eskimo sites from Mesters Vig to Kuhn Ø, northeast Greenland. Polar Record 31(179):389-398.
 

Johnson, D. McInnes (1933): Observations on the Eskimo Remains on the East Coast of Greenland between 72° and 75° North Latitude. Mddr Grønland 92. Copenhagen
 

Knuth Eigil (1952): An Outline of the Archaeology of Pearyland. Arctic Vol. 51
 

1954 The Paleo-Eskimo Culture of Northeast Greenland elucidated by three new sites. American Antiquity, Vol. 19,4.
 

1967 Archaeology of the Musk-Ox Way. Contributions du Centre d’Etudes Arctiques et Finno-Scandinaves no 5. Paris
 

1984 Reports from the Musk-ox Way. (compilation of Knuth's published articles and expanded with C14-dates). Private edition. Copenhagen, 1984.
 

Koldewey, Karl (1874): The German Arctic Expedition of 1869-70 and Narrative of the wreck of the “Hansa” in the ce. London.
 

Larsen, Helge (1934): Dødemandsbugten. An Eskimo Settlement on Clavering Island. Mddr Grønland 102 (1). Copenhagen
 

Mathiassen, Therkel (1929): The Archaeological Collection of the Cambridge East Greenland Expedition 1926. Mddr Grønland 74, Copenhagen
 

Richter, Søren (1934): A Contribution to the Archaeology of North-East Greenland. Skrifter om Svalbard og Ishavet, Nr. 63. Oslo.
 

Solberg, Ole (1933): Et boplassfunn fra Moskusoksefjorden og bosetningen på Nordøstgrønland. Norsk Geografisk Tidsskrift 1932-33. Bd. IV. Oslo
 

Thalbitzer, William (1909): Ethnological Description of the Amdrup Collection from East Greenland. Mddr Grønland 28, Copenhagen
 

Thostrup, Chr. Bendix (1917): Ethnographic Description of the Eskimo Settlements and Stone Remains in North-East Greenland. Mddr Grønland Vol. XLIV, Nr. 4. Copenhagen
 

Tuborg, Hanne & Birger Sandell (1999): Paleo-Eskimo Settlements in Scoresby Sund, Northeast Greenland. Dansk Polar Center Pub-lication No. 6, Copenhagen.
 

Woolmore, Ray (2001): The Arcturus Clavering Island Expedition, July/August 1999. Archaeological Report. Report at Greenland National Museum & Archives.


 

Generelt
Nordgrønland og de nordlige dele af Østgrønland repræsenterer i dag nogle af de mindst undersøgte landområder på den nordlige halvkugle. Et naturhistorisk-arkæologisk forskningsinitiativ kan derfor forventes at yde vigtige bidrag til kendskabet om klima- og landskabsudvikling samt menneskets aktivitet i disse områder siden afslutningen af sidste istid. Et vidensmæssigt bidrag af denne art vil tillige indgå i den løbende diskussion om Nordatlantens rolle i global klimatisk sammenhæng, ligesom det i sig selv vil repræsentere et væsentligt bidrag til Grønlands kulturhistorie.

Nordatlanten
I varme tidsperioder som nu, bringer den Nordatlantiske Havstrøm store mængder varmt og salt vand op i Norskehavet og Grønlandshavet. Fordampning og afkøling øger her gradvis vandets massefylde, indtil det synker ned gennem nu lettere vandmasser nedenunder. Dette sker typisk i et afgrænset område ud for Østgrønland fra 72°N til 74°N. I perioder med kraftig nedsynkning når dette tunge overfladevand helt til havbunden, og returnerer til sydligere dele af Atlanterhavet som en kold dybhavsstrøm, i stort omfang via en dyb kanal lige øst og syd om Færøerne. Dette oceanografiske fænomen er baggrund for en fortsat indstrømning af varmt vand fra sydligere breddegrader til Norskehavet, og er dermed også baggrunden for nutidens Nordatlantiske Havstrøm, der på sin side har afgørende betydning for klimaet i Europa.

I perioder hvor den Nordatlantiske Havstrøm svækkes i intensitet eller ændrer sit forløb, breder de polare vandmasser sig hurtigt ud over store dele af havet nord for Island og Færøerne, medbringende polar havis. Dette er sket flere gange i historisk tid, og senest i året 1888. Når denne situation indtræder, bliver klimaet overalt i det Nordatlantiske område (inklusive det europæiske fastland) betydeligt koldere, og f.eks. torskefiskeriet mindskes stærkt.

Et forskningsinitiativ af den ovennævnte art har derfor ikke kun interesse i Grønlandsk sammenhæng, men har også generel nordatlantisk-europæisk betydning.

Grønland
Sidste istid anses globalt for at slutte omkring 11.500 år før nu, og efterfølges af den nuværende mellemistid, Holocæn. I Grønland foregik dog et vigtigt gletscherfremstød omkring 10.000 år før nu (Milne Land stadiet), muligvis forårsaget af de varmere, men også fugtigere forhold i det nordatlantiske område. Derefter indledtes en kraftig tilbagesmeltning, periodevis afbrudt af kortere genfremstød, der for knap 8.000 år siden bragte det grønlandske isskjolds rand tilbage til nær ved den nuværende position. Tilbagesmeltningen fortsatte dog yderligere under det Holocæne klimatiske optimum i tidsrummet 8.000-6.000 år før nu, hvor den årlige middeltemperatur overalt i Grønland synes at have været højere end nu; i Nordgrønland muligvis så meget som 3-5°C. Ved afslutningen af det Holocæne klimatiske optimum lå Indlandsisens rand derfor bag den nuværende, mange steder så meget som 60-120 km.

For 4.000-5000 år siden indledtes en fremtrædende klimatisk ændring overalt i det nordatlantiske område i retning af køligere og generelt fugtigere forhold. Vegetationen i landskabet skiftede karakter, jordbundsforholdene ændredes, snedækket og isdækket i landskabet, søerne og de kystnære områder tog til og samlet skabtes ganske nye livsbetingelser, også for mennesker. Klimaændringen i Grønland førte ligeledes til ændrede massebalanceforhold for såvel isskjoldet som lokale gletschere i kystområderne, og fra omkring 3.500 år siden er der mange vidnesbyrd om markant gletschervækst. Tillige opstod nye gletschere i tidligere isfrie områder, eksempelvis Hans Tausen Iskappen i Nordgrønland. Siden da er denne klimatiske udvikling fortsat, dog med mellemrum afbrudt af særligt kolde eller særligt varme perioder. Generelt fremstår de seneste 4.000-5.000 år dog udpræget koldere og mere ustabile sammenlignet med den tidlige del af Holocæn. Indlandsisen har herved gradvis opnået den nuværende størrelse. Gennem hele Holocæn optræder nogle meget kolde, men kortvarige intervaller med ca. 1.400 års mellemrum. Årsagen hertil kendes endnu ikke med sikkerhed.

Mennesket (inuitter) ankommer så vidt vides første gang til Grønland fra Nordamerika for omkring 4.500 år siden (Independence I), stort set samtidigt med den ovennævnte klimaændrings begyndelse. I de følgende årtusinder kan der iagttages flere perioder med affolkning af større eller mindre regioner. I Nordgrønland ophører bebyggelsen således fra omkring 1800 f.Kr., hvor Independence I forsvinder, til 800 f.Kr. hvor Independence II indvandrer til området. Fra c. 500 f.Kr. til 1000 e.Kr. Er Nordøstgrønland atter folketomt indtil den sene Dorset kultur og Thulekulturen befolker området. Andre egne af Grønland ser også ud til at have været periodisk affolket, således som det skete med Sydgrønland, da Nordboerne forsvandt fra i 1400-tallet, og Nordøstgrønland igen i midten af 1800-tallet, da de sidste nordøstgrønlændere forsvandt. Disse markante svingninger i menneskets tilstedeværelse antages at være knyttet til klimatiske forandringer, men sammenhængen er ikke ligefrem, idet den tidligste palæoeskimoiske indvandring optræder samtidig med begyndelsen af en periode med koldere klima, hvorimod Thulekulturen og Nordboerne optræder i en periode med varmere klimatiske betingelser.

Kystlandet i Grønland
Med gennemførelsen af de store iskerneprojekter midt på det grønlandske isskjold er opnået et banebrydende kendskab til de overordnede, paleoklimatiske forhold i regionen. Analyser af fossilindholdet i oceansbundskerner har efterfølgende vist, at dette generelle billede modsvares af samtidige oceanografiske variationer i Nordatlanten. Denne kobling mellem det nordatlantiske og det grønlandske klima har mindst eksisteret gennem de sidste 80.000 år.

Indlandsisens centrale dele ligger imidlertid så højt (3.000-3.300 m o.h.), at de klimatiske informationer udledt fra iskerner alene er generelle for det nordatlantiske område (muligvis hele den nordlige halvkugle). Forskellige naturgeografiske informationer viser imidlertid, at kystlandskabets klima sandsynligvis har været væsentligt mere variabelt end hvad angives af iskernerne. Dermed får paleoklimatiske undersøgelser i det isfrie kystlandskab en selvstændig betydning; dels som et supplement til de generelle iskerne-informationer, dels som baggrund for arkæologiske undersøgelser af Grønlands kulturhistorie, der jo i alt væsentligt er udspillet netop i det isfrie kystlandskab.

Det forskningsmæssige kendskab til det isfrie kystlandskab er endnu mangelfyldt især for den nordlige del af Østgrønland (nord for Mesters Vig), samt for hele Nordgrønland, selv om vigtige enkeltundersøgelser er udført. Derfor foreslås her et integreret, naturhistorisk-arkæologisk forskningsinitiativ i hvert af disse to områder: Henholdsvis centreret omkring Clavering-øen i Østgrønland (74°N) og den indre del af Frederick E. Hyde Fjord i det centrale Peary Land (83°N). Tilsammen forventes disse to lokaliteter at kunne give vigtig information om både den grønlandske befolkningshistorie samt om den Holocæne klimaudvikling. Det overordnede forskningsperspektiv skal være at knytte oplysninger om klima, landskab og arkæologi sammen til en bred indsigt i de vilkår, hvorunder mennesket gennem tiden er indvandret og levet i denne del af Grønland.

Clavering Ø
Clavering-øen er kendt som det sted, hvor den engelske kaptajn Clavering i august 1823 som den første og sidste mødte 12 repræsentanter for den eskimoiske befolkning. Da den 2. Tyske Nordpolsekspedition i 1869 igen besøgte området, lykkedes det ikke at genfinde eskimoer. Heller ikke Nathorst's ekspedition i 1899 lykkedes det at finde levende mennesker i dette område. Derfor anses de sidste eskimoer i Nordøstgrønland almindeligvis for at være uddøde engang i tidsrummet 1823-1869.

Clavering Ø er undersøgt af arkæologer, men endnu ikke af naturgeografer. Da de sidste repræsentanter for den seneste eskimoiske befolkning levede på øen for blot ca. 150 år siden, har en rekonstruktion af de samtidige naturforhold imidlertid betydelig interesse. Med base i den nærliggende forskningsstation ved Zackenberg (Dansk Polar Center) er i de seneste år iværksat forskellige naturgeografiske forskningsinitiativer i regionen, omend netop Clavering Ø stort set endnu ikke er undersøgt. Fra et naturgeografisk synspunkt har øen et betydeligt forskningspotentiale, bl.a. i kraft af sine store højdeforskelle (største højde 1.800 m), der muliggør en palaeoklimatisk analyse hvilende på mange forskellige landskabselementer.

Clavering Ø er bjergrig, i de centrale dele med alpint relief, og har ved havniveau en årsmiddeltemperatur på ca. -10°C. Den årlige nedbør er ca. 200 mm w.e., og såvel tyk permafrost som gletschere er udbredte i landskabet. Fordelingen af sne i landskabet afspejler i høj grad intensiteten af de dominerende nordlige vintervinde, der på sin side er afhængige af trykforskellen mellem de centrale dele af Indlandsisen og Nordatlanten. I takt med nordatlantiske oceanografiske variationer, ændres derfor fordelingen af sne og isdække på land, hvilket har haft betydning for gletschere, snefaner, permafrost, vandløbsaktivitet, jordbundsforhold, plantevækst og forskellige geokemiske processer (kulstofbalance, næringsstofflux, sedimentation i søer m.m.) gennem hele Holocæn. Ved havniveau muliggør en undersøgelse af hævede kystformationer en tilsvarende analyse af samtidige variationer i havspejlsniveau og havisdækket. Ved en analyse af det glaciale - og terrestriske landskabs, søernes og kystens klimaarkiver, og ved en datering af disse forskellige landskabselementers dannelsestidspunkt, bliver en rekonstruktion af den Holocæne klimahistorie for det isfrie kystland mulig. Specielt vil forholdene på tidspunktet for de sidste eskimoers forsvinden i 1800-tallet blive detaljeret undersøgt.

En meget vigtig del af Jordens dybvandsdannelse foregår i havområderne øst for Clavering Ø, hvilket giver undersøgelser af den nævnte art en ekstra betydning i global klimatologisk sammenhæng.

Frederick E. Hyde Fjord, Peary Land
Den 175 km lange Frederick E. Hyde Fjord ligger i det centrale Peary Land på ca. 83°N. Årsmiddeltemperaturen kendes ikke med sikkerhed, men i den indre del af fjordsystemet er den sandsynligvis omkring -15°C, mens nedbøren ligger mellem 100 og 200 mm w.e. Ved en nordlig sidegren (Frigg Fjord) til fjordsystemet, findes verdens nordligste eskimoboplads Qissivik.

Området er bjergrigt, med indtil 1900 m høje tinder, og landskabet generelt gletscherdækket over 1000 m. Gletschernes nutidige ligevægtslinie ligger i ca. 500-600 m højde ud mod de nordlige kystegne ved Kap Morris Jesup, men stiger til ca. 1000 m nær Frederick E. Hyde Fjords nordside, og til knap 1200 m i bjergene længere mod syd. Dette forhold afspejler en voksende ariditet i takt med afstanden fra Polarhavet. Gletscheres og snefaners placering i landskabet viser at den dominerende vindretning om vinteren er fra vest (snefygning), hvilket sammen med observationerne fra Clavering Ø længere mod syd viser eksistensen, om vinteren, af en stor-skala vindcirkulation med uret omkring det centralgrønlandske termiske højtryk.

Der er ikke foretaget egentlige feltundersøgelser vedrørende områdets glaciation, men preliminære flyfotostudier tegner billedet af voksende gletschere i Holocæn-periodens seneste del. Tilbagesmeltningen i det 20.århundrede fra unge morænesystemer (Den Lille Istid) er generelt beskeden. I forbindelse med gletschervæksten er der i flere dalafsnit opstået isdæmmede søer, der ligeledes synes at være i størrelsesmæssig vækst, idet der i intet tilfælde er iagttaget forladte strandlinier over søernes nuværende vandspejl. Dette stemmer overens med resultatet af glaciologiske undersøgelser ved Hans Tausen Iskappen 100 km længere mod sydvest, der viser, at denne iskappe ikke overlevede det Holocæne klimatiske optimum, men forsvandt for 8.000-7.000 år siden, og først gendannedes ca. 3.500 år før nu. Tilsvarende gælder sandsynligvis for mange gletschere omkring Frederick E. Hyde Fjord.

Flyfotostudier viser desuden, at deglaciationen efter sidste istid var præget af store dalgletschere, der smeltede tilbage i retning af de højeste bjergområder. Dette tyder på at glaciationen i Peary Land under sidste istid primært var lokal, og at den dengang større Indlandsis kun i mindre omfang prægede de nordligste dele af Grønland.

I det 20. Århundrede har de store fjordkomplekser i det centrale Peary Land med få års undtagelse været dækket af fast havis, selv om sommeren. Forekomsten af drivtømmer på hævede kystformationer samt fundet af bopladser viser imidlertid, at dette ikke altid har været tilfældet. Bopladserne ved Qissivik (Independence II og Thule) tyder på sommerperioder med isfrie forhold, dels for et par tusinde år siden, dels i første del af Den Lille Istid. Dette understøttes af fundet af resterne af en båd (umiaq) ved Kølnæs længere mod sydøst, dateret til omkring AD 1440.

Naturgeografiske undersøgelser vedrørende klima, glaciation, sneaflejring, vindpåvirkning, fluvial aktivitet, kystprocesser, jordbundsdannelse og søsedimentation vil muliggøre en rekonstruktion af de naturforhold, hvorunder Independence II og Thule folkene var i stand til at leve i det centrale Peary Land. Det overordnede forskningsperspektiv med sammenknytning af klima, landskab og arkæologi til bred indsigt i tidligere levevilkår skal også her være det gennemgående tema for undersøgelserne.