Fonde

På denne side kan du læse om fonde med tilknytning til Det Kongelige Danske Geografiske Selskab.

Knud Rasmussen Fondet

Foto: Knud Rasmussen portræt som hænger ved Arktisk Station på Disko.

For at hædre Dr. phil Knud Rasmussens minde påbegyndte Det Kongelige Danske Geografiske Selskab den 20. januar 1934 en indsamling til en fond, som skulle bære hans navn. Det udsendte opråb var undertegnet af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik til Danmark og Island, Statsminister Th. Stauning, Universitetets Rektor Professor, Dr. N.E. Nørlund og Nationalmuseets Direktør, Dr. phil.  M. Mackeprang.

”For de saaledes indkomne midler oprettes herved et Fond, som skal anvendes til geografisk og arkæologisk forskning, især af Studiet af Polarlandets Folkeslag”.

Fonden i dag stadig aktiv og dækker udgifter på op til typisk 30.000 dkr. til rejser og ophold i arktiske områder samt i særlige tilfælde indkøb af udstyr, som er en forudsætning for at kunne gennemføre planlagt feltarbejde. Projekter skal have en betydelig kultur/naturgeografisk, etnografisk eller arkæologisk komponent.

Ansøgning om tilskud fra Knud Rasmussen Fondets midler fremsendes per e-mail til Fondets Bestyrelse ved Karin Engelberth Hansen (sekretær for Fondet). Karin.Engelberth-Hansen@natmus.dk

Ansøgningsfrist: ansøgninger modtages årligt inden 1. oktober.

Fondets bestyrelse:

Bo Elberling (formand), professor, Københavns Universitet
Christian Sune Pedersen, Forskningschef, Nationalmuseet
Ole Humlum, professor emeritus, Oslo Universitet

Lidt om Knud Rasmussen.

Knud Rasmussen er en landets mest kendte polarforskere, der udforskede både Grønland og Canada på en række ekspeditioner. Knud Johan Victor Rasmussen blev født d. 7. juni 1879 i Ilulissat (tidligere Jakobshavn) og voksede op i Grønland. Derfor havde Knus Rasmussen en særlig tilknytning til Grønland i hele hans liv. Han talte grønlandsk, kørte hundeslæde og havde fået en række færdigheder, som senere fik stor betydning for hans virke som polarforsker. 

Nedenstående er blandt han kendte ekspeditioner:

1912: Over indlandsisen på hundeslæde til Danmark Fjord.

1916-18: Langs Polarhavet til Independence Fjord.

1919: Angmagssalik i Østgrønland.

1921-25: Fra Grønland til Sibiriens kyst på tværs af det arktiske Nordamerika. 

1931: Julianehåb til Angmagssalik i Østgrønland.

1932-33: Kap Farvel til Scoresbysund i Østgrønland.

Knud Rasmussen fik en maveinfektion under den sidste ekspedition og blev først bragt til Julianehåb og derfra til Danmark til indlæggelse på Gentofte Hospital. Han kom sig dog ikke over det, men døde efter nogle måneder. 

Der findes mængder af litteratur fra både Knud Rasmussen og om hans virke. 

_________________________________________________________________________________

Vitus Berings mindefond

I 1930 holdt Dr. Knud Rasmussen ved den årlige Ræbildfest for Danske i Udlandet en tale, hvori han hævdede, at Danmark havde pligt til på en eller anden måde at hædre mindet om Vitus Bering.

For at varetage sådanne bestræbelser blev der samme år under Protektorat af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik nedsat en komité med den opgave at forberede sagens gennemførelse. Arbejdet blev imidlertid hindret af forskellige omstændigheder, især af formandens, Dr. Knud Rasmussens død, men interessen for sagen blev dog stadig holdt levende, ikke mindst ved det store arbejde, der blev udført af politimester R. Krause, Horsens og Statsbibliotekar Erling Stensgaard, Aarhus.

På initiativ af statsminister Th. Stauning blev komitéen i 1941 reorganiseret, og man samlede sig om gennemførelsen af to forskellige opgaver, nemlig rejsningen af et monument i Horsens og tilvejebringelsen af midler til et Vitus Bering Fond.

Gennem en bevilling på 300.000 kroner fra Det Danjelsenske Legat sikredes opførelsen af et storstilet monument på Bering i Horsens på grundlag af planer udkastede af billedhugger Mogens Bøggild og arkitekt Kaare Klint. Endvidere blev der ved bidrag fra institutioner og privatpersoner indsamlet et beløb på ca. 37.000 Kr. til et Vitus Berings Mindefond.

Bestyrelsen for Det Kongelige Danske Geografiske Selskab forvalter Fondets Midler og foretager Uddelingen af „Vitus Bering Pris" og „Vitus Bering Medaille"