Om Geografiens Talentpris
Det Kongelige Danske Geografiske Selskab stiftede i 2020 Geografiens Talentpris. Prisen fungerer som led i Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs formål; at fremme kendskabet til jorden og dens beboere, og at udbrede interessen for geografisk videnskab, og ikke mindst at styrke båndet til det unge akademi.
Prisen tildeles talentfulde geografer, der i det forgangne år har modtaget deres kandidat- eller ph.d.-grad i geografi. Prisen uddeles til to nyudklækkede kandidater og to personer med nylig ph.d.-grad, og ledsages af en pengepræmie på hhv. 5.000 kr. og 10.000 kr.
Alle kandidater med en afsluttet grad i kultur- eller naturgeografi fra en højere læreanstalt kan komme i betragtning til prisen – herunder Københavns Universitet, Roskilde Universitet og Aalborg Universitet. Prisen omfatter kun forsvarede specialer og ph.d.-afhandlinger.
Prismodtagere forpligter sig til at give et foredrag til prisoverrækkelsen á ca. 15 minutters varighed, og opfordres desuden til at skrive en kort artikel med henblik på publikation. Foredraget holdes til prisoverrækkelsen, som afholdes i starten af året i Auditorium B, Øster Voldgade 10, 1350 København K. Læs mere om dette i talentprisens fundats ved at trykke her.
Deadline for indstillinger af projekter er hvert år d. 1. december (for perioden 1. dec. - 30. nov. i det forgange år). Vi modtager indstillinger løbende over året. Læs mere om indstilling til prisen i venstremenuen her på selskabets hjemmeside.