Rasmus Fenger-Nielsen

Archaeological sites threatened by climate change – a regional perspective from
Greenland

Arkæologiske lokaliteter i Arktis er ofte overordentlig velbevarede som et resultat af gunstige miljøforhold, hvilket inkluderer kolde temperaturer, fugtige forhold og sparsom vegetation, der minimerer nedbrydning af det arkæologiske kildemateriale. Imidlertid medfører klimaforandringer en omfattende ændring af det arktiske miljø, som har afgørende indvirkning på de arkæologiske levn: Stigende temperaturer fører til optøning af permafrost og øget mikrobiel nedbrydning; øget vegetation begrænser synlighed og adgang til lokaliteter pga. tilgroning, og planterødder forstyrrer kulturlag og artefakter; havspejlsstigninger og øget bølgeaktivitet øger kysterosion af kystnære lokaliteter.


Selvom der er omtrent 180.000 registrerede arkæologiske lokaliteter i Arktis, er meget få blevet undersøgt og der er kun begrænset viden om deres nuværende bevaringstilstand. Desuden mangles en bedre forståelse af klimaforandringernes påvirkning af levnene. Gennem fem studier bidrager denne afhandling til forståelsen af den rumlige og tidsmæssige dynamik relateret til klimatrusler mod de arkæologiske levn i Arktis.

Den første artikel (Artikel I) er et litteraturstudie af effekten af klimaforandringer på arkæologiske lokaliteter i Arktis. Ud af de 46 inkluderede artikler, er 42 udgivet efter år 2000, hvilket vidner om en øget opmærksomhed i de senere år på skaderne af de arkæologiske lokaliteter. Det konkluderes at der er et presserende behov for viden og metoder til at vurdere miljømæssige trusler mod arkæologiske levn forårsaget af klimaændringer. Denne konklusion adresseres i de øvrige studier (Artikel II-V) med fokus på Nuuk regionen i sydvest Grønland.

Artikel II undersøger nuværende og fremtidig mikrobiel nedbrydning på fem vidt forskellige arkæologiske lokaliteter, på tværs af en klimagradient, gennem numerisk modellering af jordtemperatur, vandindhold og tab af organisk kulstof. Resultaterne viser, at de organiske arkæologiske aflejringer er meget sårbare overfor mikrobiel nedbrydning på alle lokaliteter. En simulering af effekten af fremtidige klimaforandringer på nedbrydning indikerer, at 30 til 70 % af den arkæologiske del af den organiske kulstofpulje kan forsvinde i løbet af de kommende 80 år fra de øverste 50 cm af aflejringerne.

Artikel III undersøger vegetationsdækket på de samme fem arkæologiske lokaliteter. Resultaterne viser en karakteristisk bevoksning på arkæologiske lokaliteter med dobbelt så meget biomasse og et signifikant højere indhold af næringsstoffer i jorden sammenlignet med de omkringliggende områder. Disse vegetations-hotspots er synlige selv fra rummet, hvilket potentielt gør det muligt at søge efter arkæologiske lokaliteter i Arktis ved brug af satellitbilleder.

Selve effekten af vegetation på arkæologiske levn er undersøgt i Artikel IV på 14 lokaliteter fordelt i Nuuk-regionen. Begravede levn påvirkes primært af padderok (Equisetum arvense) som følge af dens dybt penetrerende rhizomer, samt pil (Salix glauca) som følge af et tæt netværk af rødder, hovedsageligt i de øvre 30 cm af jorden. Desuden forårsager tilgroning reduceret synlighed og tilgængelighed, særligt i den inderste del af fjorden, hvor pilen er udbredt.

Slutteligt præsenteres en regional multi-trusselsvurdering i Artikel V. Det gøres for første gang i en arktisk kontekst og der anvendes en skalérbar metode baseret på frit tilgængelige data. Resultaterne antyder, at størstedelen af de 336 kendte arkæologiske lokaliteter i Nuukregionen allerede er udsat for miljømæssige trusler fra mikrobiel nedbrydning, optøning af permafrost, vegetation og kysterosion og at disse indvirkninger vil øges i løbet af de kommende 80 år. Metoden repræsenterer et vigtigt første skridt mod at kunne identificere truede lokaliteter på regional skala, men den understreger også vigtige databegrænsninger.